FREDAG D. 26. MAJ
15:00-16:30 Happy havre Baren
16:30-18:00 Sylfide (DK) Hulen
19:00-20:30 Enkens efterkommere (DK) Store scene
20:30-22:00 Vingefang (DK) Hulen
22:30-23:30 Ragna (DK) Store scene
23:30-00:30 Bal med Ragna Store Scene
LØRDAG D. 27. MAJ
11:00-12:30 Fortællinger Hulen
12:30-13:30 Dans for ungsindede Store scene
13:30-14:30 Carol Supreme (DK) Hulen
14:30-15:30 Hyrdekaldsworkshop
15:30-17:00 TBA
17:00-18:00 De brølende røvhuller (DK) Vinterstuen
19:00-20:30 Backing med Dreamers’ Circus Store scene
20:30-21:30 Roskilde spillemandslaug (DK) Hulen
21:30-22:30 Åbent jambal Hulen
23:00-00:30 Symbio (SE) Store scene
SØNDAG D. 28. MAJ
11:30-15:30 Magic Sunday
15:30-17:00 FOD + ROD (DK) Store scene
17:00-18:00 Chilensk danseworkshop
19:00-20:30 Golosa La Orquesta (CL) Store scene
20:30-21:30 David Rovics (US) Hulen
21:30-23:00 Púlk (DK) Store scene

Se programmet for 2022 på sidste års hjemmeside.

Backing med Dreamers’ Circus

I år byder vi igen Dreamers’ Circus velkommen på scenen, men denne gang bliver det i et meget andet format.

Vi byder alle festivaldeltagere, frivillige og medmusikanter op på scenen mhp. optræde med et nummer, som Rune, Ale og Nikolaj tilføjer deres improviserede musikalske bidrag til.

Hvis du ønsker at optræde i dette eksperiment af en koncert, skal du blot optage en lydfil eller video og sende den til Hal Parfitt-Murray på email backing-med-dreamers@ildigilden.dk.

Hal laver således set-listen for denne koncert ud af de indkomne videoer, men Dreamers’ Circus får ikke lov at høre hvad de skal spille med på… Det bliver rent improvisation. Afhængigt af mængden af tilmeldinger, efterlades måske luft til at dreamers´ circus kan få lov at spille nogen af deres egne numre.

Der vil i overvejende grad prioriteres solister og man skal selv medbringe instrument (lydfolk assisterer med mikrofoner).

De brølende røvhuller

På Ild i Gilden 2022 (og flere af dem før) dukkede de brølende røvhuller op, slog et kæmpe telt op og spredte god stemning blandt publikum med jam og ballader.

I år har vi givet dem en plads i programmet og deres koncert vil blive afholdt rent akustisk i udestuen. Der bliver plads til sømandsviser, flere upassende ballader og sikkert også fællessang for dem der ønsker.

Carol Supreme

Vi har kun kunne opstøve kendskab til Carol Supreme gennem vores netværk, men blandt dem der hørte dem på Folk og Fæstival i år, er jeg sikker på vi er enige om at de udfordrer folkemusikken grænser.

Der veksles mellem tonearter midt i melodier og jongleres med musikalske brudstykker der er velkendte for øret. Smilet og det musikalske overskud stråler langt ud over scenen, imens de leverer klassisk nordisk folkemusik krydret med en helt masse kreativitet.

Glæd jer til noget anderledes.

Dans for ungsindede

Henrik fra Stevns er en rutineret danseinstruktør som også i sin hverdag underviser børn og unge i folkedans. Vi har bedt ham lave en danseworkshop som dækker alle aldersgrupper, så børnene kan hive hele familien med ud og lære at danse folkedans.

I hans videoer kan man se en række instruktioner til diverse danse, og vi glæder os til at nyde godt af hans pædagogiske tilgang.

David Rovics

David Rovics er en rebelsk amerikansk singer/songwriter, som ikke er bange for at give et andet bud på historiefortællingen end den mest gængse. Det høres eksempelvis i hans hyldestsang til de somaliske pirater, som tog deres erhverv efter udenlandske olietankere og fragtskibe havde dumpet skrald nok til at fiskerierhvervet ikke kunne opretholdes (læs evt. uddybende på hans egen hjemmeside nederst).

Musikken vedrører aktuelle emner som Irak-krigen i 2003, anti-globalisering, anarkisme og social retfærdighed. Vær klar på at blive lidt fornærmet og stødt, men også til at få et godt rebelsk smil på læben, når han med sin guitar serverer et lidt andet verdensperspektiv.

https://www.davidrovics.com/

https://www.youtube.com/watch?v=61oaclZxGoE

Enkens efterkommere

Enkens efterkommere spiller traditionel klezmermusik mixet med stor klassisk musik og dansk ungdom.

Orkesteret består af 10 musikere mellem 7 og 22 år (+ to voksne), som ud over interessen for musik har deres efternavn til fælles. Alle er de tiptiptiptiptip-oldebørn til den gæve enke Eva Hahn, som var jøde og som i 1842 fortsatte sin afdøde mands vekselerfirma under navnet I.S Hahns Enke. Heraf navnet på orkestret.

De unge musikere har i de seneste år spillet flere koncerter bl.a. i Synagogen, i kirker, på plejehjem og til fester. De har desuden spillet med Tobias Trier som gæstesolist. På Ild i Gilden vil der instrueres og bydes op til dans når bandet åbner den store scene fredag eftermiddag.

https://soundcloud.com/schousboe/sets/enkens-efterkommere-the-widows-descendants/s-i59zsCVxxzk

Fortællinger

Annemarie Krarup er historiefortæller, sanger og musiker med base i Roskilde-Lejre-området. Hun fortæller især fra den store nordiske kulturskat og graver de skønneste eventyr frem fra glemslen. Hun har udgivet eventyrsamlingen Skamløse eventyr og er i gang med en ny om Eventyrlige kvinder.

Golosa La Orquesta

Hele vejen fra Chile rejser Golosa ud i verden for at at levere musik dybt forankret i landets festlige, mystiske og karneval-inspirerede kultur. Det er første år Ild i Gilden leverer latinamerikansk musik, og vi glæder os til den danseglæde der gemmer sig heri, denne gang krydret med spor fra jazzen og lidt rock.

Golosa La Orquesta vil i høj grad lade os smage på Chilensk kultur, da de både tilbereder frokosten søndag, laver danseworshop og byder til festlig koncert om aftenen. Vi er meget stolte over at kunne levere denne kulturpakke til vores gæster i år.

https://www.youtube.com/watch?v=UyjWOpB9evc

Happy havre

Vi åbner baren og der er halv pris på drikke. Kom og nyd en fyraftensøl i godt selskab, og tag gerne instrumentet med, så vi kan få gang i en lille jam imens.

Magic Sunday

Flere søndage om året holder Martin Seeberg en lille festival i Ballonparken i København, hvor spirende og etablerede musikere spiller på hatten og for den gode stemning. Det den hyggeligste festival vi kender til og da Martin foreslog at afholde Magic Sunday på Ild i Gilden, var vi meget stolte. Glæd jer således til et spændende buffetbord af musikalske lækkerbidder, men præcis hvem der ender med at spille, får man først at se på selve festivalen.

Púlk

Med skrigende klarinet, båthorn og overdrive-harmonika river Púlk ved ens forståelse for den folkelige musik, som skaber den fuldendte forvirring søndag morgen, hvor du vågner op og spørger dig selv om du var til folkefest eller en rockkoncert. Bandets fire medlemmer kommer fra forskellige musikalske baggrunde og med en nysgerrighed for det sære er deres mål at skabe en hybrid mellem rockmusikken, det eksperimentelle og den nordiske folkemusik. Klangbilledet er blandet af instrumentale anekdoter, som tager melodiske afstikkere og beretninger fra hverdagslivet med de skævheder som former det.

http://pulked.dk/

https://open.spotify.com/artist/1rpAP3RhwlzVrqmrOynSO5

Ragna

Ragna har rødderne dybt nede den traditionsrige musik fra de nordiske lande. Med deres eget energiske udtryk farver de tonerne fra fortiden med nutidig nysgerrighed. Med Stine Elbæk på sang og violin manes stemningen fra svundne tider frem, solidt funderet på lyden af Carina Juuls smukt klingende nøgleharpe og Thomas Birchs 12-strengede guitar. Ragna lader tid og sted flyde sammen igennem de fællesnordiske toner og ord om dåd, savn og håb.

Efter koncerten bydes publikum og deres instrumenter med på scenen, og sammen spiller vi op til dans. Melodierne der spilles vil blive annonceret her på siden, så man har mulighed for at øve dem inden.

FOD + ROD

ROD er Danmarks største træf for unge der dyrker folkemusikken og FOD er lillebroren hertil for folkedansere. I virkeligheden er det mange af de samme mennesker, der dukker op til disse træf og derfor samles de også i et programpunkt på Ild i Gilden.

Det årlige ROD-arrangement samler et par hundrede musikere i alderen 15-25 år og har dannet rammen for mange koncerter og grobund for flere bands. Igen i år får de plads på scenen til at vise hvad der blev skabt og opøvet på årets træf.

Nostalgien fra disse træf har også været en god del af inspirationen til at skabe Ild i Gilden.

https://rodfolk.dk/

https://www.youtube.com/watch?v=bGl8pARFHwY

http://fodfidus.dk/

Roskilde spillemandslaug

Roskilde Spillemandslaug leverer musikken, imens Henrik fra Stevns instruerer til dans.

Lauget består af cirka 100 spillemænd. Mange er erfarne spillefolk, som har været med fra starten i 1976. De dækker mange forskellige instrumenter og spiller sammen på mange måder (også med folk udenfor Lauget). Mange er medlemmer af mindre spillemandsgrupper, men fælles for de fleste er at vi mødes og spiller sammen onsdag aften, om sommeren til Havnedansen og om vinteren til onsdagscaféen.

Efter danseworkshoppen med Henrik fra Stevns, spilles op til bal og dans.

https://lirumlarum.dk/spillemandslaug/

Sylfide

Sylfide bearbejder den danske kulturarv og favner stadig nutiden med feminin styrke og sensitivitet. Det elektroakustiske univers og den krystalklare vokal, forener den nordiske folkemusik med moderne sangskrivning og tilføjer elementer fra poppens verden.

Teksterne trækker også på vores fælles kulturarv og bearbejder temaer som klimasorg, femininitet og psykisk sårbarhed - alt sammen med grund i fortiden og med blik mod fremtiden.

Sylfides frontperson Helene Tungelund er prisvindende sanger, komponist og harpenist og arbejder i grænselandet mellem traditionel musik og eksperimenterende sangskrivning. I både 2020 og 2022 modtog hun priser og var nomineret til flere ved DMA Roots.

https://sylfide.com/

Symbio

Symbio er et af de mest prominente nye bands fra den svenske folke- og verdensmusik-scene. De kombinerer drømmende maleriske lydbilleder med festlige, dansevenlige rytmer og leverer således meget progressiv folkemusik. Bandet leverer egne kompositioner på drejelire og harmonika, krydret med stomp-pedal og en dyb bas, der drejer tankerne over på tidligere oplevelser med Antti Paalanen.

Bandet opstod i 2011 og har over flere omgange vundet priser og været udvalgt til showcase.

https://symbiomusic.com/

Vingefang

Det er magisk og nærværende, når de unge multiinstrumentalister udfolder sig på scenen og tager publikum med på en spændende rejse fra nordiske toner, over stemningsfulde franske viser, til brasilianske rytmer. Musikken skaber genklang af fortiden i nutiden, og sangenes tematikker skriver sig ind i samtiden med budskaber om grænser, der skal brydes, hjertevarme, der må strømme og livet, der bør nydes.

Sangtitler som Medmennesket, Njia Yangu, La valse sans fin og Girando na Renda viser gruppens forkærlighed for det multikulturelle. Og brugen af instrumenter afspejler deres opfindsomhed. For eksempel bruges violinen som en slags guitar, stemmerne som en groovy basfigur og kroppen som percussioninstrument. Størstedelen af musikken er skrevet af musikerne selv.

https://vingefang.com/

https://www.youtube.com/watch?v=wsNBUsErWr4

Åbent jambal

Grib dit instrument og spil med Roskilde Spillemandslaug! Det er sjovt og hyggeligt og man må også gerne danse.