FREDAG D. 26. MAJ
15:00-16:30 Happy havre Baren
16:30-18:00 Sylfide (DK) Hulen
19:00-20:30 Enkens efterkommere (DK) Store scene
20:30-22:00 Vingefang (DK) Hulen
22:30-23:30 Ragna (DK) Store scene
23:30-00:30 Bal med Ragna Store Scene
LØRDAG D. 27. MAJ
10:30-12:30 Fortællinger Hulen
12:30-13:30 Dans for ungsindede Store scene
13:30-15:00 Hyrdekald og kylning Langt ude
15:00-16:00 Roskilde spillemandslaug (DK) Store scene
16:00-17:00 Ild i piben Store scene
17:00-18:00 Karudse! 🌞🐟🍒 (DK) Hulen
19:00-20:30 Backing med Dreamers’ Circus Store scene
20:30-21:30 De brølende røvhuller (DK) Vinterstuen
21:30-22:30 Carol Supreme (DK) Hulen
23:00-00:30 Symbio (SE) Store scene
SØNDAG D. 28. MAJ
10:30-15:30 Magic Sunday Hulen
15:30-17:00 FOD + ROD (DK) Store scene
17:00-18:00 Chilensk danseworkshop Hulen
19:00-20:30 Golosa La Orquesta (CL) Store scene
20:30-21:30 David Rovics (US) Hulen
21:30-23:00 Púlk (DK) Store scene

Se programmet for 2022 på sidste års hjemmeside.

Backing med Dreamers’ Circus

I år byder vi igen Dreamers’ Circus velkommen på scenen, men denne gang bliver det i et meget andet format.

Vi byder alle festivaldeltagere, frivillige og medmusikanter op på scenen mhp. optræde med et nummer, som Rune, Ale og Nikolaj tilføjer deres improviserede musikalske bidrag til.

Hvis du ønsker at optræde i dette eksperiment af en koncert, skal du blot optage en lydfil eller video og sende den til Hal Parfitt-Murray via email til backing-med-dreamers@ildigilden.dk.

Hal laver således set-listen for denne koncert ud af de indkomne videoer, men Dreamers’ Circus får ikke lov at høre hvad de skal spille med på… Det bliver rent improvisation. Afhængigt af mængden af tilmeldinger, efterlades måske luft til at Dreamers’ Circus kan få lov at spille nogle af deres egne numre.

Der vil i overvejende grad prioriteres solister og man skal selv medbringe instrument (lydfolk assisterer med mikrofoner).

De brølende røvhuller

På Ild i Gilden 2022 (og flere af dem før) dukkede de brølende røvhuller op, slog et kæmpe telt op og spredte god stemning blandt publikum med jam og ballader.

I år har vi givet dem en plads i programmet og deres koncert vil blive afholdt rent akustisk i udestuen. Der bliver plads til sømandsviser, flere upassende ballader og sikkert også fællessang for dem der ønsker.

Carol Supreme

Vi har kun kunne opstøve kendskab til Carol Supreme gennem vores netværk, men blandt dem der hørte dem på Folk og Fæstival i år, er jeg sikker på vi er enige om at de udfordrer folkemusikken grænser.

Der veksles mellem tonearter midt i melodier og jongleres med musikalske brudstykker der er velkendte for øret. Smilet og det musikalske overskud stråler langt ud over scenen, imens de leverer klassisk nordisk folkemusik krydret med en helt masse kreativitet.

Glæd jer til noget anderledes.

Dans for ungsindede

Henrik fra Stevns er en rutineret danseinstruktør som også i sin hverdag underviser børn og unge i folkedans. Vi har bedt ham lave en danseworkshop som dækker alle aldersgrupper, så børnene kan hive hele familien med ud og lære at danse folkedans.

I hans videoer kan man se en række instruktioner til diverse danse, og vi glæder os til at nyde godt af hans pædagogiske tilgang.

David Rovics

David Rovics er en rebelsk amerikansk singer/songwriter, som ikke er bange for at give et andet bud på historiefortællingen end den mest gængse. Det høres eksempelvis i hans hyldestsang til de somaliske pirater, som tog deres erhverv efter udenlandske olietankere og fragtskibe havde dumpet skrald nok til at fiskerierhvervet ikke kunne opretholdes (læs evt. uddybende nederst på hans egen hjemmeside).

Musikken vedrører aktuelle emner som Irak-krigen i 2003, anti-globalisering, anarkisme og social retfærdighed. Vær klar på at blive lidt fornærmet og stødt, men også til at få et godt rebelsk smil på læben, når han med sin guitar serverer et lidt andet verdensperspektiv.

https://www.davidrovics.com/

https://www.youtube.com/watch?v=61oaclZxGoE

Enkens efterkommere

Enkens efterkommere spiller traditionel klezmermusik mixet med stor klassisk musik og dansk ungdom.

Orkesteret består af 10 musikere mellem 7 og 22 år (+ to voksne), som ud over interessen for musik har deres efternavn til fælles. Alle er de tiptiptiptiptip-oldebørn til den gæve enke Eva Hahn, som var jøde og som i 1842 fortsatte sin afdøde mands vekselerfirma under navnet I.S Hahns Enke. Heraf navnet på orkestret.

De unge musikere har i de seneste år spillet flere koncerter bl.a. i Synagogen, i kirker, på plejehjem og til fester. De har desuden spillet med Tobias Trier som gæstesolist. På Ild i Gilden vil der instrueres og bydes op til dans når bandet åbner den store scene fredag eftermiddag.

https://soundcloud.com/schousboe/sets/enkens-efterkommere-the-widows-descendants/s-i59zsCVxxzk

Fortællinger

Lørdag formiddag på Ild i Gilden vil Annemarie Krarup og hendes fortællervenner dele historier i den hyggelige fortællerhule mens festivalen står op.

Annemarie Krarup (nederst til venstre) er historiefortæller, sanger og musiker med base i Roskilde-Lejre-området. Hun fortæller især fra den store nordiske kulturskat og graver de skønneste eventyr frem fra glemslen. Hun har udgivet eventyrsamlingen Skamløse eventyr og er i gang med en ny om Eventyrlige kvinder.

Katja Lange (øverst) fremmaner det store i det almindelige og det almindelige i det store ved at beskrive så alle sanser sættes i spil og vi ser karaktererne som spejlinger af os selv - uanset om det er moderne mennesker, historiske personer eller fabelfigurer, der stilles over for nogle af livets dilemmaer.

Chanet Deleuran (nederst til højre) er en finurlig historiefortæller, hendes historier leder os steder hen, hvor vi ikke lige var klar over, at vi skulle hen. Vær klar til overraskelser og lad bare fantasien vandre, for som Chanet siger: Virkeligheden er altid en god historie værd, og så er det op til tilhørerne, om de kan tro deres egne ører!

Golosa La Orquesta

Hele vejen fra Chile rejser Golosa ud i verden for at at levere musik dybt forankret i landets festlige, mystiske og karneval-inspirerede kultur. Det er første år Ild i Gilden leverer latinamerikansk musik, og vi glæder os til den danseglæde der gemmer sig heri, denne gang krydret med spor fra jazzen og lidt rock.

Golosa La Orquesta vil i høj grad lade os smage på Chilensk kultur, da de både tilbereder frokosten søndag, laver danseworshop om eftermiddagen, og byder til festlig koncert om aftenen. Vi er meget stolte over at kunne levere denne kulturpakke til vores gæster i år.

https://www.youtube.com/watch?v=UyjWOpB9evc

Chilensk danseworkshop

Afholdes af Golosa La Orquesta.

Happy havre

Vi åbner baren og der er halv pris på drikke. Kom og nyd en fyraftensøl i godt selskab, og tag gerne instrumentet med, så vi kan få gang i en lille jam imens.

Hyrdekald og kylning

Denne workshop er en rejse ind i de nordiske kvindelige hyrders kraftfulde, ældgamle sangverden. Kylning, som sangmåden hedder i Sverige, blev brugt af hyrderne i bjergene til at kommunikere med hinanden og med dyrene. Det er en meget kraftfuld måde at bruge stemmen på, og lyden kan høres over store afstande.

Vi varmer først stemmen og kroppen op, og derefter arbejder vi med selve kylningsteknikken. Du skal helst have det godt med at bruge din stemme, men du behøver ikke at være sanger.

Annemarie Krarup er Cand.mag i musik og har igennem mange år arbejdet med stemmen som underviser, sanger og mundtlig fortæller. Hvis I er i tvivl om hvad I skal prøve, er her et link til mesterkyleren Helle Thun.

Tilmelding: Workshoppen har kun plads til 12 deltagere. Om morgenen d. 27 maj. vil der blive ophængt en tilmeldingsliste (først til mølle) ved baren.

Ild i piben

med rigsspillemand Poul Bjerager, m.fl.

Røgslør og jam med velkendte nordiske og ældre danske alspils-låter godt blandet med fremtidens traditionelle dansemelodier fra Roskilde/Lejre-egnen, som musikalsk har rødder og forgreninger langt ud i verden. Lyt med, spil med, eller dans med hinanden...

Poul Bjerager er formand for Danmarks Rigsspillemænd og har været en markant initiativtager og provokatør i folkemusikken siden 1960-erne. Nu er han musikarkæolog, fokuseret på udgravning af Roskildeegnes sølvskatte af gamle melodier og danse.

Magic Sunday

Flere søndage om året holder Martin Seeberg en lille festival i Ballonparken i København, hvor spirende og etablerede musikere spiller på hatten og for den gode stemning. Det er den hyggeligste festival vi kender til og da Martin foreslog at afholde Magic Sunday på Ild i Gilden, var vi meget stolte. Glæd jer således til et spændende buffetbord af musikalske lækkerbidder, men præcis hvem der ender med at spille, får man først at se på selve festivalen.

Karudse!

Vær med når Niels og Anna sætter fut i fortællerhulen med dans og løjer for hele familien. De to folkemusikere har gennem årene samlet de sjoveste danse, sange og melodier, og nu kan alle børn og deres voksne få en tur i karu(d)sellen. Kom og sving sørøverbenet, få brølet dit forårsbrøl og lær fiskedansen!

Anna Egholm Pedersen og Niels Ørts Ottosen har spillet en masse folkemusik, både sammen og hver for sig. Anna er aktiv i det Roskilde-baserede Kontraband, Niels spiller bl.a. i Sange fra Taget og Forró de Bicicleta. Sammen har de spillet op til dans til bryllupper og byfester, og de har underholdt ved spillefolkets Ramslag.

Púlk

Med skrigende klarinet, båthorn og overdrive-harmonika river Púlk ved ens forståelse for den folkelige musik, som skaber den fuldendte forvirring søndag morgen, hvor du vågner op og spørger dig selv om du var til folkefest eller en rockkoncert. Bandets fire medlemmer kommer fra forskellige musikalske baggrunde og med en nysgerrighed for det sære er deres mål at skabe en hybrid mellem rockmusikken, det eksperimentelle og den nordiske folkemusik. Klangbilledet er blandet af instrumentale anekdoter, som tager melodiske afstikkere og beretninger fra hverdagslivet med de skævheder som former det.

http://pulked.dk/

https://www.youtube.com/watch?v=Zj7Cva_4F1E

Ragna

Ragna har rødderne dybt nede den traditionsrige musik fra de nordiske lande. Med deres eget energiske udtryk farver de tonerne fra fortiden med nutidig nysgerrighed. Med Stine Elbæk på sang og violin manes stemningen fra svundne tider frem, solidt funderet på lyden af Carina Juuls smukt klingende nøgleharpe og Thomas Birchs 12-strengede guitar. Ragna lader tid og sted flyde sammen igennem de fællesnordiske toner og ord om dåd, savn og håb.

Bal med Ragna

Efter koncerten bydes publikum og deres instrumenter med på scenen, og sammen spiller vi op til dans. Melodierne der spilles står herunder, så det er bare om at komme i gang med at øve!

FOD + ROD

ROD er Danmarks største træf for unge der dyrker folkemusikken og FOD er lillebroren hertil for folkedansere. I virkeligheden er det mange af de samme mennesker, der dukker op til disse træf og derfor samles de også i et programpunkt på Ild i Gilden.

Det årlige ROD-arrangement samler et par hundrede musikere i alderen 15-25 år og har dannet rammen for mange koncerter og grobund for flere bands. Igen i år får de plads på scenen til at vise hvad der blev skabt og opøvet på årets træf.

Nostalgien fra disse træf har også været en god del af inspirationen til at skabe Ild i Gilden.

https://rodfolk.dk/

https://www.youtube.com/watch?v=bGl8pARFHwY

http://fodfidus.dk/

Roskilde spillemandslaug

Roskilde Spillemandslaug leverer musikken, imens Henrik fra Stevns instruerer til dans.

Lauget består af cirka 100 spillemænd. Mange er erfarne spillefolk, som har været med fra starten i 1976. De dækker mange forskellige instrumenter og spiller sammen på mange måder (også med folk udenfor Lauget). Mange er medlemmer af mindre spillemandsgrupper, men fælles for de fleste er at vi mødes og spiller sammen onsdag aften, om sommeren til Havnedansen og om vinteren til onsdagscaféen.

https://lirumlarum.dk/spillemandslaug/

Sylfide

Sylfide bearbejder den danske kulturarv og favner stadig nutiden med feminin styrke og sensitivitet. Det elektroakustiske univers og den krystalklare vokal, forener den nordiske folkemusik med moderne sangskrivning og tilføjer elementer fra poppens verden.

Teksterne trækker også på vores fælles kulturarv og bearbejder temaer som klimasorg, femininitet og psykisk sårbarhed - alt sammen med grund i fortiden og med blik mod fremtiden.

Sylfides frontperson Helene Tungelund er prisvindende sanger, komponist og harpenist og arbejder i grænselandet mellem traditionel musik og eksperimenterende sangskrivning. I både 2020 og 2022 modtog hun priser og var nomineret til flere ved DMA Roots.

https://sylfide.com/

Symbio

Symbio er et af de mest prominente nye bands fra den svenske folke- og verdensmusik-scene. De kombinerer drømmende maleriske lydbilleder med festlige, dansevenlige rytmer og leverer således meget progressiv folkemusik. Bandet leverer egne kompositioner på drejelire og harmonika, krydret med stomp-pedal og en dyb bas, der drejer tankerne over på tidligere oplevelser med Antti Paalanen.

Bandet opstod i 2011 og har over flere omgange vundet priser og været udvalgt til showcase.

https://symbiomusic.com/

Vingefang

Det er magisk og nærværende, når de unge multiinstrumentalister udfolder sig på scenen og tager publikum med på en spændende rejse fra nordiske toner, over stemningsfulde franske viser, til brasilianske rytmer. Musikken skaber genklang af fortiden i nutiden, og sangenes tematikker skriver sig ind i samtiden med budskaber om grænser, der skal brydes, hjertevarme, der må strømme og livet, der bør nydes.

Sangtitler som Medmennesket, Njia Yangu, La valse sans fin og Girando na Renda viser gruppens forkærlighed for det multikulturelle. Og brugen af instrumenter afspejler deres opfindsomhed. For eksempel bruges violinen som en slags guitar, stemmerne som en groovy basfigur og kroppen som percussioninstrument. Størstedelen af musikken er skrevet af musikerne selv.

https://vingefang.com/

https://www.youtube.com/watch?v=wsNBUsErWr4