Vi tror på at Ild i Gilden er en unik mulighed for at give plads til en
større musikalsk diversitet på folkemusikscenen og brænder for foreningens
rolle på folkemusikscenen og i lokalmiljøet. Mange af os mødtes på
folkemusikstævnerne ROD og FOD, og vi viderebringer vores erfaringer
derfra.
Arrangører:
Johanna Hammerlund har elsket folkemusikmiljøet siden hun kom på
FOD for første gang. Folkemusikken lever, og den er fantastisk. Johanna
arrangerer Ild i Gilden for at kunne bidrage til miljøet, og for at være
med til at sørge for at der er så mange folkemusikfestivaler som muligt.
Johanna har arrangeret FOD to gange og sidder i Nordisk Dans Københavns
bestyrelse.
Ida Thorbjørn brænder for det unge folkemusikmiljø i Danmark, og
har i meget af sit arrangørarbejde med ROD og FOD haft fokus på tilkomsten
af nye musikere til miljøet. Hun kom ind i det danske folkemusikmiljø
gennem irsk traditionsmusik, og studerer til daglig violin i Irland. Ida
er især interesseret i nykomponeret folkemusik, og blandingen mellem andre
genrer og traditionsmusik.
Jonathan Schmidt er kirkesanger, fløjtetist, organist og
underviser. Han har ikke været på Ild i Gilden, men har tidligere
arrangeret FOD. Jonathan arrangerer nu Ild i Gilden for at være med i en
kreativ process med netop dette arrangørteam, hvor alle har noget
essentielt at bidrage med og kan finde ud af at have god stemning gennem
både det tørre og det sociale.
Rasmine Rømer er aktiv i flere initiativer på den danske
folkemusikscene. Hun sidder i FOLKAMOK arrangørudvalget og har tidligere
arrangeret ROD. Rasmine har rødder både i den klassiske musik og
folkemusikken og interesserer sig for alt der er sært og pudsigt. Til
daglig studerer hun antropologi.