Ild i Gilden er Roskildes uformelle akustiske nonprofit folkefestival. For
      fjerde gang afholdes der på Gildesgård i Kamstrup tre dages hyggelig
      festival for 500-800 deltagere, hvor der lægges vægt på at præsentere,
      udleve, nytænke og udfordre forståelsen af folkemusikken. Der er fokus på
      samspil, bålhygge og umiddelbar kreativ udfoldelse.
    Vi ønsker at skabe en lokalt forankret, frivilligdrevet og samskabt
      festival, som bidrager til at bringe kulturen ud i de mindre lokalsamfund,
      og de mindre lokalsamfund ind i kulturen - og som sætter den unge folkemusik
      på landkortet.
    Vi tror på at frivillighed = kvalitet, og at vi kan mere sammen end hver
      for sig. Derfor er Ild i Gilden 100% frivilligt organiseret af – og afhængig
      af kunstnerisk og socialt indhold fra – lokale, nationale og globale
      ildsjæle.
    Har du lyst til at bidrage med en workshop, konkurrence, koncert, idé,
      dans, fortælling eller andet, så send os en mail på:
      booking@ildigilden.dk.